Lidt ballonhistorie for at give en baggrundsviden

Flyvning med luftballon går helt tilbage til 1783, hvor både varmluft- og brintballonen blev opfundet.

Varmluftballonens storhedstid varede dog kun ganske få år pga. ballonens begrænsede flyvetid og den meget besværlige opsætning.

Det blev således brintballonen, der vandt den strid. Vi kalder den i det følgende ballonen.

Ballonen blev primært anvendt til showflyvninger samt videnskabelige eksperiment, herunder blandt andet udforskningen af atmosfæren.
Egentlige passagerflyvninger i større målestok var der ikke tale om.

Enkelte meget velbjergede personer lejede af og til en ballon med skipper for egen og familiens store fornøjelses skyld. I dagens penge var der tale om ture til flere hundrede tusinde kroner, altså absolut ikke noget, der var inden for rækkevidde for menigmand.

I 1878 blev der dog ændret på dette, da ingeniør og luftskipper Henri Giffard, i forbindelse med verdensudstillingen i Paris, opsatte en ballon, som var forankret til jorden med et reb. Det er det, vi i dag kalder en captif.
Giffards drøm var at give almindelige mennesker muligheden for en billig ballonoplevelse.

Giffards ballon var kolossal, og blev meget passende kaldt ”Mammutten”:

• 
Ballonens volumen var på 25.000 m3, 
mens en klassisk jumbojet har en volumen 
på ca. 1.000 m3
• Højden var ca. 75 meter
• Mammutten var i stand til at løfte 50 gæster op til en højde af 600 meter over byen
• Den blev trukket tilbage til jorden ved hjælp 
af et dampdrevet spil på 300 hestekræfter
• I løbet af den sommer oplevede 
35.000 personer Paris fra luften
• Efter den store succes blev et antal 
captif-balloner placeret rundt om i Europa.

I Tivoli i København, der ikke ville stå tilbage
for andre forlystelsesparker, blev der etableret en captif-ballon i 1891.

Ballonen var på 
2.000 m3, og ballonhylstret var lavet af råsilke. På gode sommerdage foretoges over 50 daglige udsigtsture. Ballonen kunne løfte 10 personer til en højde på 350 meter.

En anseelig højde med tanke på at turen 
ned skete via et damptrukket spil på kun 
30 hestekræfter og et italiensk hampereb.

Tidens ungdom anså, at hvis man havde mod til en tur til 350 meter, var man et rigtigt ”mandfolk”. I perioder udlejede man ballonen til militæret, der brugte den som udsigtspunkt ved skydeøvelser med artilleriet på Amager Fælled. Selv garvede officerer følte ubehag, når de hang ude over Kalvebod Brygge i kraftig blæst. Ballonen forliste sidst på sæsonen i en storm.

Erfaringer fra nævnte captif-operationer, samt erfaringer fra de mindre militære observationsballoner betød, at man kort inden starten af første verdenskrig redesignede formen på selve ballonhylstret. Man gik fra kugleformen til en mere aflang form med små vinger i bagenden.

Konstruktionen blev opkaldt efter sin opfinder August von Parseval. Parsevalballonerne stod helt stabile i luften selv i blæsevejr.

Under første verdenskrig blev denne ballontype hyppigt anvendt på begge sider af fronten for at lede artilleribeskydningen.

Brugen af militære observationsballoner ophørte inden anden verdenskrig. Under denne krig blev ubemandede balloner dog anvendt i stort omfang som en luftspærring. I London var disse balloner en vigtig faktor til begrænsning af de tyske luftangreb.

Luftfartøjet i SkyFlyer-projektet er en videreudvikling og moderne version af Parsevalballonen.